Velkommen til min hjemmeside

Siden har jeg lavet med min far i tankerne, han er her ikke mere, men vi havde en hjemmeside sammen som vi i fællesskab udviklede. Han var en ener! Kh Camilla

8. marts 2016
by camillaemig
0 comments

Mange overvejelser

Siden efteråret har vi gået med overvejelser om at købe nyt hus. Vi kigger på et område tæt på skoven, så min søn på 3 1/2 år (og resten af familien) let kan komme ud i naturen. Vi bor jo egentlig ret godt, men drømmen om at komme tilbage, til der hvor jeg er vokset op, har altid ligget og luret i baghovedet.

Min mand arbejder netop i det område og tilknytningen til skoler og daginstitutioner, her hvor vi bor nu, er minimal. Hvis vi skal flytte, skal det være inden vores søn skal starte i skole. Jeg skriver hvis, for vi bor så godt, at vi ikke vil flytte for enhver pris. Det skal være et bedre hus (eller mulighed for at bygge nyt), ligge bedre og opfylde flere af de behov vi mangler i vores nuværende hus.

Fx. tæt på gode indkøbs muligheder. Teenage-afdeling og gerne 2 stuer. Hvis en af os tre voksne har gæster, er de øvrige to henvist til at sidde i soveværelserne. Det gå da, men er langt fra optimalt. Ligeledes kunne vi tænke os, at vores store datter fik “sit eget”. Et soverum, en lille stue og gerne et bad. Indkøb her hvor vi bor er så elendige, at vi er nødt til at køre langt for blot at købe et par sko, en fødselsdagsgave eller legetøj. Det er efterhånden kun dagligvarer og fitness i lokalområdet. Det savner vi!

Det med at købe og sælge hus, er en svær process. Det er tidskrævende, det er en stor beslutning og vi er 4 der skal blive enige om hvad, hvor, hvornår det er det rigtige hus. Samtidig er det også spændende, men usikkerheden om det lykkedes, hvor det lykkedes at finde et godt hus/grund, hvornår og hvad vi kan sælge vores eget hus for, er ikke en let periode. Samtidig kommer der ikke rigtig noget til salg, så vi tør ikke sælge før vi finder det rigtige…

 

2. februar 2016
by camillaemig
0 comments

Vinter

Så kom vi igennem januar. Personligt er det en lang mørk måned og jeg kan godt blive lidt vinterdeprimeret. Dog ikke mere end at jeg holder mig oppe ved tanken om at dagen er tiltaget med 1 1/2 time allerede – skønt. Andreas er 3 1/2 år og han er en dreng som skal aktiveres. Derfor har vi denne vinter været i skoven næsten hver weekend. Varmt tøj på og ud og løbe, klatre og opleve skoven. Vi taler om hvilke dyr som er i skoven om vinteren, kigger på dyrespor og springer over vandløb. Så føles det ekstra dejligt at komme hjem til ild i pejsen, the og hjemmelavede pandekager!

18. januar 2016
by camillaemig
0 comments

95 års fødselsdag

Den 16. januar 2016 fejrede vi børnenes oldemors 95 års fødselsdag. Begge hendes børn, alle 4 børnebørn og alle 11 oldebørn var samlet omkring hende. Hun har svært ved at huske alle navnene, men hun synes det er fantastisk at have os alle og ikke mindst børnene omkring sig.

29 gæster kom der til fødselsdagsmiddagen på en lokal restaurant. Hun hyggede sig vældigt, 2 (de var i alt 8) mindre søskende, en nevø og en niece samt ægtefælder mf. kom og fejrede dagen.

Da oldemors var yngre, stod menuen altid på hønsekødssuppe, forloren hare og citronfromage til dessert. Det gjorde den også i år…

Hun husker ikke så godt mere, men humøret er altid i top. Hun er taknemmelig når nogen besøger eller ringer til hende. Hun fortæller ofte de samme historier, men indimellem kommer der også nogle nye. Det er sjovt at høre hende fortælle om sin barndom og opvækst.

Stort tillykke med 95-årsdagen, oldemor!

13. januar 2016
by camillaemig
0 comments

Onsdag, 13. januar

I dag er jeg startet på min hjemmeside. Det var faktisk lidt tilfældigt at jeg fandt en mail med koden…

Jeg bliver hurtigt grebet af at udvikle siden og interessen startede sammen med min far. Han døde 20. december 2006 så det er mere end 9 år siden. Men nu hvor jeg er kommet igang tænker jeg meget på ham, det er lidt svært.

…og det er blevet sent om aftenen. Desværre har jeg sjældent tid til at fordybe mig med at redigere hjemmeside, men jeg synes det er vildt sjovt!